Nogle film sniger sig ind under huden på én. De får én til at sidde med svedige hænder det ene øjeblik – og grine overrasket det næste. Sådan en film er det her. Den skifter konstant mellem det dybt ubehagelige og det næsten rørende, uden nogensinde at miste grebet om sit publikum.

Fortællingen kredser om et dilemma, som ingen burde stilles overfor. Et valg så urimeligt, at man næsten håber, det hele bare er en ond drøm. Alligevel føles alt realistisk. Det skyldes ikke effekter eller store armbevægelser, men det realistiske spil mellem karaktererne. Instruktøren har fanget den nervøse energi, der opstår, når helt almindelige mennesker presses alt for langt ud over grænsen.

Der er øjeblikke, hvor man tager sig selv i at smile midt i alt det grumme. Det er ikke fordi filmen gør grin med sit emne, men fordi den tør vise, at humor nogle gange er det eneste værn mod panikken. De små, mærkeligt charmerende pauser gør, at man som seer ikke helt mister pusten.

Resultatet er en film, der på én gang er uhyggelig, tankevækkende og foruroligende menneskelig. Den tvinger os til at spørge os selv, hvad vi egentlig ville gøre, hvis frygten pludselig bankede på døren.

Kort sagt: en intens og drilskt underholdende filmoplevelse, der bliver hængende længe efter rulleteksterne.